I dag starter Naturmødet på Hirtshals Havn
Tre dage med 30.000 besøgende, 80 stande og massevis af debatter, samtaler og aktiviteter. I dag starter Naturmødet på havnen i Hirtshals, hvor dansk fiskeri er stærkt repræsenteret.
30.000 besøgende forventes fra i dag og frem til lørdag at besøge Hirtshals Havn, der igen i år lægger areal til Naturmødet. Her vil være hele 80 stande og mere end 600 debatter, samtaler og aktiviteter for alle, som elsker naturen, bruger den, interesserer sig for den, ved noget om den, bestemmer over den, lever eller spiser af den. Eller som bare er nysgerrige og vil vide mere om den.
Traditionen tro er dansk fiskeri stærkt repræsenteret ved Naturmødet, hvor de besøgende blandt andet kan komme til oplæg om den blåfinnede tuns tilbagevenden til de danske farvande ved Danmarks Fiskeriforening, komme til DTU Aquas debat om fiskeredskaber og havbundens miljøtilstand eller se nærmere på DTU Aqua og Nordsøen Forskerparks mini-opdrætsanlæg med hummeryngel, som kan udsættes på stenrev eller havvindmølleparker og dermed hjælpe hummerbestanden.
Det er også muligt at høre om DTU’s nye Campus i Hirtshals og lære uddannelserne i havnebyen at kende, ligesom man kan gå ombord på en virtual reality tur på Danmarks største forskningsskib, DANA IV.
Naturmødet bliver skudt i gang i dag klokken 14.00, hvor statsminister Mette Frederiksen officielt åbner arrangementet, som løber frem til den 25. maj.
Du kan se hele programmet over Naturmødet lige her.