Rederiforening vedtager politik for at undgå påsejling af hvaler
Hvert år dør et stort antal hvaler efter at være blevet påsejlet af et skib. Derfor har Danske Rederier vedtaget en ny politik, der skal være med til at mindske risikoen for påsejling af hvaler.
Den tætte skibstrafik på verdenshavene udgør ofte en trussel for hvalers liv og sundhed, og påsejlinger af skibe koster hvert år livet for et stort antal af de enorme pattedyr.
Påsejlinger kan dog også udgøre en risiko for sikkerheden ombord på skibene - ikke mindst på mindre fartøjer - og derfor har Danske Rederier vedtaget en ny politik, der både skal gøre opmærksom på problematikken samt være med til at mindske risikoen for påsejling af hvaler. Det oplyser rederiforeningen i en pressemeddelelse.
"Vi har et ansvar for at tage hensyn til livet i de have, som vores skibe sejler igennem. Jeg håber, at vi ved at øge opmærksomheden om problemet med påsejling af hvaler, kan være med til at mindske risikoen for, at det sker," lyder det fra direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier, Nina Porst.
Skal tænkes ind i planlægning af skibsruter
Danske Rederier ønsker at beskytte hvaler bedre, særligt i de områder, hvor de yngler, og derfor opfordrer foreningen sine medlemmer til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at mindske risikoen for påsejling af hvaler.
I den nye politik på området fremhæves behovet for at være opmærksom på og følge alle de eksisterende retningslinjer og anbefalinger, blandt andet i regi af IMO, og at opsøge den relevante information om hvalers færden, som løbende offentliggøres af blandt andre World Shipping Council, og tage højde for dette, når skibets rejse planlægges.
"Som et erhverv, der lever af havet, skal vi agere miljømæssigt forsvarligt og være med til at beskytte den marine biodiversitet og højne opmærksomheden om vigtigheden heraf," siger Nina Porst.