Nordjysk fiskerihavn får millioner til ny havnekaj
Strandby Fiskerihavn har fået tilsagn på lidt over tre millioner kroner, der skal bruges på at bygge et nyt kajanlæg til gavn for det lille kystfiskersamfund.
Fiskerihavnen i Strandby får inden længe en ny havnekaj. Den nordjyske havn har nemlig fået tilsagn om støtte på lidt over tre millioner kroner fra Det Europæiske Hav-, Fiskeri og Akvakulturprogram under ordningen 'Investeringer i kystfiskeri'. Det skriver Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.
Formålet med ordningen er at forbedre vilkårene for danske kystfiskere ved at give tilskud til investeringer i blandt andet logistik og infrastruktur på de mindre danske havne og landingssteder, og med blot 2.300 indbyggere falder Strandby altså ind under denne kategori.
"Det her tilsagn er livsvigtigt for havnen. Det gør, at vi nu kan renovere hele havnens livsnerve: auktionskajen. Kajen har stor betydning for byen, da den lægger areal til flere arrangementer, som er med til at sætte Strandby på landkortet. Det er så fantastisk, at det her kan ske," lyder det fra havnechef Christian Heidemann.
Havnen kom før byen
Med udsigterne til en ny havnekaj bliver det dermed et farvel til den rustorange spuns, men samtidig et goddag til en nærmest ny havn, der foruden at beskæftige op mod 200 borgere ligeledes udgør selve omdrejningspunktet for den lille by ved Kattegat.
"Strandby havn er bygget i 1896. Det betyder, at havnen var der først – og så blev byen bygget op bag ved havnen. Havnen er altså hele byens fundament. Den er også omdrejningspunkt og mødested for borgerne i Strandby – der bliver blandt andet afholdt den årlige fiskefestival med boder og levende musik. Og alt det ville ikke ske, hvis ikke man havde havnen," lyder det fra Christian Heidemann.
Den nye havnekaj står efter planen til at blive både højere og bredere end den gamle. Dette blandt andet, så havnen er rustet til fremtidens stigende vandstande, og så landingsmulighederne for havnens kystfiskere bliver endnu bedre.
"Vi håber, at vi for alvor kan komme på landkortet med den her nye havnekaj. Nu kan I bare komme an. Nu har vi en ny auktionskaj. Der er virkelig en tro på fremtiden. Vi tror på fremtiden og på fiskeriet," siger havnechefen.