Vestjysk motorleverandør leverer stort millionoverskud
West Diesel Engineering kunne i regnskabsåret 2023/2024 notere et overskud på hele 14,4 millioner kroner efter skat.
Det går forrygende for West Diesel Engineering A/S, der leverer dieselmotorer og generatoranlæg til blandt andre dansk fiskeri.
Virksomheden, der holder til på havnen i Esbjerg, kunne i perioden fra den 1. oktober 2023 til 30. september 2024 således notere et overskud på hele 14,4 millioner kroner efter skat. Det skriver regionalmediet jv.dk.
"Årets resultat er tilfredsstillende og afspejler vores strategi og den store indsats fra vores medarbejdere. Vi har fokuseret på at styrke vores kerneforretning og samtidig investere i fremtiden for at sikre fortsat vækst," lyder det ifølge mediet i ledelsesberetningen i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet.
West Diesel Engineering, der blev grundlagt i 1994 af Erling Sørensen, som i dag driver virksomheden med sin søn Rasmus Sørensen, leverer motorløsninger til både nybygninger og ombygninger af fiskefartøjer, ligesom der leveres dieselmotorer og generatoranlæg til både skibsfarten, industrien og offshore-segmentet.