Vestjysk motorleverandør udvider sortimentet med nye motorer

West Diesel Engineering beskæftiger omkring 30 medarbejdere.

Motorleverandør West Diesel Engineering A/S udvider deres sortiment med to nye John Deere motorer til marinebrug.

Det er ikke længe siden, at West Diesel Engineering A/S kunne juble over et stærkt økonomisk resultat for 2023-2024, og nu kan virksomheden, der leverer dieselmotorer og generatoranlæg til blandt andre dansk fiskeri, snart byde på to nye John Deere-motorer til marinebrug. Det oplyser motorleverandøren fra Esbjerg på det sociale medie LinkedIn.

De to nye motorer - JD14 og JD18 - udvider således sortiment indenfor John Deere med en ydelse på 298–599 kW (400–803 hk), og motorerne er skabt med formålet at kunne klare selv de mest krævende maritime opgaver.

Motorerne er designet med fokus på effektivitet og pålidelighed og egner sig til alt fra arbejdsbåde og passagerfartøjer til kommercielt fiskeri og slæbebåde.

Produktionen af JD14 og JD18 starter i 2026.

Powered by Labrador CMS