Her er de danske fiskekvoter for 2025
Hele overblikket over de danske fiskerimuligheder i 2025 er nu på plads, efter EU-landene natten til onsdag blev enige om fiskekvoterne for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.
Her er de væsentlige resultater af forhandlingerne og fiskeriaftalerne for 2025:
- Der er indgået fiskeriaftaler med Norge og Storbritannien, så der er klarhed over kvoterne fra årets begyndelse og adgang til fiskeri i norske farvande.
- Kvoten for torsk i Nordsøen reduceres med 22 pct., og kvoten for torsk i Skagerrak reduceres med 20 pct.
- Kvoten for havtaske i Nordsøen stiger med 156 pct.
- Kvoten for sej i Nordsøen stiger med 5 pct.
- Kvoten for torsk i Kattegat reduceres med 21 pct. og er fortsat en bifangstkvote. Selektive redskaber med høj torskeselektivitet skal fortsat anvendes. Den supplerende kvote, som en medlemsstat tidligere har kunnet tildele fartøjer, som deltager i et projekt med elektronisk monitorering med kamera, er fjernet.
- Kvoten for tunge i Skagerrak, Kattegat og vestlig Østersø reduceres med 37 pct. Der indføres en lukkeperiode på en måned fra medio maj til medio juni for direkte tungefiskeri i gydeperioden.
- Kvoten for makrel i Nordsøen reduceres med 21 pct.
- Kvoten for kuller i Nordsøen reduceres med 9 pct., og kvoten for kuller i Skagerrak/Kattegat reduceres med 6 pct.
- Sildekvoten for konsum i Nordsøen reduceres med 34 pct., mens sildebifangstkvoten er uændret.
- Sild i Skagerrak/Kattegat må fortsat kun fiskes som bifangst inden for en begrænset mængde, men det er samtidig gjort muligt, at sildekvoterne kan fiskes fuldt ud i Nordsøen.
- For ål videreføres foranstaltningerne uændret. Der vil således være en lukkeperiode på seks måneder i ålens vandringsperiode. Af hensyn til fiskerierhvervet kan medlemslandene fastsætte en eller flere perioder på op til i alt 30 dage inden for lukkeperioden, hvor fiskeri kan tillades, lukkeperioden skal forlænges tilsvarende. I Østersøen, Skagerrak og
Kattegat (ICES område 3) skal der være enighed mellem medlemsstaterne om en samlet plan for lukninger.
- Såfremt der ikke kan opnås enighed bliver lukkeperioden fra 15. september 2025 til 15. marts 2026 uden mulighed for 30 dages fiskeri.
Du kan se hele fordelingen af kvoter her.