Fynsk skibsværft fortsætter dansk-tysk samarbejde

Billedet her er fra tidligere projekter og nybygninger til de tyske myndigheder.

Faaborg Værft på Fyn har indgået kontrakt med de tyske myndigheder om en bestilling på nybygning af fire specialskibe.

Travlheden fortsætter på Faaborg Værft. Den fynske ekspert udi skibsbygning har nemlig sikret sig en ny stor nybygningsordre fra en mangeårig samarbejdspartner. Det oplyser værftet på det sociale medie LinkedIn.

Det er således myndighederne i Tyskland, der har indgivet en bestilling på nybygning af fire specialskibe, der skal indsættes på de tyske flodsystemer. Skibene bliver indrettet som 'multi purpose'-fartøjer og skal primært anvendes til istandsættelse, reparationsarbejde og overvågning af de tyske vandveje.

Faaborg Værft har tidligere leveret et større antal specialfartøjer til de tyske myndigheder - her i blandt såkaldte Strompolizei-fartøjer, Schwimmgreifer-fartøjer (entreprenør- og udgravningsfartøjer) samt indsatsfartøjer som pejle- og kontrolskibe, og de tyske myndigheder er således en tilbagevende kunde ved værftet.

"Det er en opgave, vi er meget glade for. Både fordi, den kræver alle vores stærke specialer og kompetencer, men også fordi den bekræfter det stærke og tillidsfulde mangeårige samarbejde, vi har med de tyske myndigheder," lyder det i opslaget fra Faaborg Værft.

Foruden arbejdet for de tyske myndigheder har Faaborg Værft også omfattende reparations- og vedligeholdelsesaktiviteter på såvel offentlige som private arbejds- og erhvervsfartøjer, herunder en væsentlig del for Søværnet i Danmark.

Powered by Labrador CMS