Fiskefrikadeller med listeria er årsag til sygdomsudbrud

Et parti fiskefrikadeller med listeria er fundet som årsagen til et sygdomsudbrud. Billedet viser dog ikke de omtalte fiskefrikadeller fra Jeka Fish.

Syv personer er siden midten af juli registreret syge med den fødevarebårne bakterie Listeria. Årsagen til udbruddet er fiskefrikadeller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Her er de solgt:

Fiskefrikadellerne er solgt i Lidl og Coops butikker (SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen, Brugsen og 365 Discount).

Her kan man se, hvilke fiskefrikadeller, der er tilbagekaldt

Statens Serum Institut (SSI) har siden midten af juli registreret seks kvinder og én mand med den samme type af den fødevarebårne bakterie Listeria monocytogenes, og nu viser en efterforskning af SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet, at årsagen til sygdomsudbruddet skal findes i et parti færdiglavede fiskefrikadeller fra producenten Jeka Fish. Det oplyser SSI i en pressemeddelelse

"Ved sammenligning af bakterier fra patienter og miljøprøver fra producenten har vi fundet, at bakterierne er helt ens. Sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist fiskefrikadeller, viser dette, at smitten er kommet herfra," lyder det fra epidemiolog på SSI, Luise Müller.

Har også ramt udlandet

De syv syge personer, der kommer fra hele Danmark, er i alderen 33-89 år, og fælles for dem alle er, at de har været indlagt på grund af sygdomsudbruddet. Af de syv personer er én død indenfor 30 dage fra påvisning af listeriabakterien.

SSI oplyser, at der også i udlandet er registreret to sygdomstilfælde med samme type Listeria monocytogenes. Her er der kendskab til, at den ene ligeledes har spist danske fiskefrikadeller fra samme producent.

"Jeka Fish har tilbagekaldt fiskefrikadeller, som nu er taget af hylderne. Men har man produkterne derhjemme, er det vigtigt at smide dem ud eller leverer tilbage til butikken," siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Annette Perge.

Jeka Fish har tilbagekaldt flere varianter og partier af fiskefrikadeller og har derudover igangsat tiltag for at undgå listeria i produktionen.

Powered by Labrador CMS