29 procent stigning i værdien på landinger af fisk i Hirtshals

Øgningen i landinger af makrel samt gode priser på mange fiskearter har sikret en markant stigning i værdien på landinger af fisk på havnen i Hirtshals.
2024 endte med at blive et fiskeriets år på havnen i Hirtshals. Værdien af landede fisk på den nordjyske havn nåede i der forgangne år op på cirka 496 millioner kroner, hvilket er en stigning på hele 29 procent i forhold til 2023. Det oplyser Hirshals Havn i en pressemeddelelse.
Stigningen, der svarer til 145 millioner kroner og er den højeste værdi for landinger på havnen i fem år, skyldes i høj grad øgningen i landinger af makrel samt gode priser på mange fiskearter.
"Hirtshals Havn er en af Danmarks førende fiskerihavne, så væksten i værdien af landinger har stor betydning for de mange virksomheder, som arbejder med forarbejdning og forædling af fisk. Danske fartøjer landede næsten 3.000 ton makrel i Hirtshals i 2024, hvilket repræsenterer en værdi på cirka 50 millioner kroner, mens vi i 2023 så meget få landinger af makrel," lyder det fra Head of Fishery & Maritime Services hos Hirtshals Havn, Linn Indrestrand.
"Den øgede værdi i landinger kan mærkes på stemningen blandt virksomhederne og fiskerne på havnen, som har store forhåbninger for deres aktiviteter i det nye år," siger hun.
Foruden fremgang i værdien på landinger af fisk kunne Hirtshals Havn i 2024 notere fremgang i både passager- og godstrafik. Således steg antallet af passagerer fra 2.183.000 i 2023 til hele 2.264.000 i 2024, mens hele 1.759.000 ton gods sidste år blev transporteret af og på skibe i Hirtshals, hvilket er 90.000 ton mere end 2023.