831.000 kroner for 14 tons torsk

Uhørt høje torskepriser betyder, at en vestjysk fiskekutter i denne uge hev en rekordstor økonomisk gevinst i land, da de kom hjem efter tre dage på havet.

Det blev til to sløje dage og én særdeles givtig dag, da den vestjyske fiskekutter L625 fra Thyborøn i denne uge var på sejlads i Nordsøen. Efter to døgn hvor der var langt mellem torskene, skiftede fartøjet nemlig position, og pludselig var der så stor en gevinst, at der nærmest er tale om jackpot. Det skrivet regionalmediet TV Midtvest.

Fisker Karsten 'Tobak' Larsen fortæller nemlig, at de 14 tons torsk, som det lykkedes at komme hjem, gav en økonomisk gevinsk på hele 831.000 kroner takket været en tårnhøj pris på den delikate spisefisk.

"Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det er også det, folk siger herude, at de har aldrig set så stor en gevinst på torsk," lyder det fra Karsten 'Tobak' Larsen, som har 40 år i faget bag sig.

Prisen på de 831.000 kroner er da også væsentligt højere end de 645.000 kroner, som den vestjyske fisker hentede hjem i sidste uge for den samme mængde torsk.

Powered by Labrador CMS