Fiskerikontrollen finder 25 kilo ål og ulovlige åleruser

Fiskerikontrollørerne genudsatte den ulovlige fangst og konfiskerede de ulovlige ruser.

Fiskerikontrollen sikrede sig for nylig en større fangst, da de fandt 25 kilo ulovlige ål og ni ulovlige åleruser under en inspektion i Ringkøbing Fjord.

Om fritidsfiskeri af ål

  • Du må ikke fiske efter og opbevare ål i saltvand indtil 31. marts 2025
  • Fanger du en ål, skal den straks genudsættes.
  • Det er forbudt at anvende ruser i perioden 10. maj til 31. juli 2024.
  • Der gælder andre regler for erhvervsmæssigt fiskeri af ål i saltvand, som fremgår af Bekendtgørelse om forbud mod fiskeri af ål i saltvand

Et anonymt tip om ulovlig opbevaring af levende ål i hyttefade i Ringkøbing Fjord vakte for nylig Fiskeristyrelsens interesse. Da det er ulovligt for lyst- og fritidsfiskere at fiske efter og opbevare ål i saltvand indtil 31. marts 2025, blev to fiskerikontrollører derfor sendt afsted til fjorden for at efterprøve anmeldelsen. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen viste sig at var rigtig, og ved en badebro i Ringkøbing Fjord fandt fiskerikontrollørerne to hyttefade, som var bundet til en lille jolle, der var fortøjet til badebroen. De to hyttefade var fyldt med i alt 25 kilo levende ål, som hurtigt blev genudsat i fjorden.

Fundet af de mange ulovlige ål gav anledning til en nærmere kontrol af nærområdet, hvilket hurtigt gav fangst. Ikke langt fra badebroen fandt fiskerikontrollørerne nemlig ni ulovlige åleruser, som ellers lå godt skjult.

Reglerne for fangst af ål siger, at det er forbudt at anvende ruser i perioden fra den 10. maj til 31. juli, og desuden skal ruser være markeret med bøjer og mærket med fiskerens fiskerinummer. Ingen af de ni åleruser opfyldte dog kravene, hvorfor de blev derfor konfiskeret, og fangsten, der bestod af ål, aborrer og en enkelt suder, blev straks genudsat.

"Fundet af de ulovlige åleruser og de mange kilo ulovlige ål i Ringkøbing Fjord er meget bekymrende. Ålen er truet, og derfor er der særlige begrænsninger for fiskeri og opbevaring af ål. Hvis du som lyst- eller fritidsfisker fanger en ål, skal den straks genudsættes. Reglerne er til for at beskytte vores ressourcer og bidrage til at sikre, at der også er fisk i havene i fremtiden," siger vicefiskeriinspektør Steen Majland.

Såfremt det lykkes for Fiskeristyrelsen at finde frem til ejerne af de ulovlige åleruser og de 25 kilo ål, kan de se frem til en bøde og konfiskation af ruserne.

Powered by Labrador CMS