RG Rom Gummi opkøber norsk gummiproducent
Vestjyske RG Rom Gummi har endnu engang udvidet virksomheden og sine aktiviteter i Norge med overtagelsen af den 100 år gamle gummiproducent Rubberstyle AS.
Den vestjyske producent af løsninger i teknisk gummi, plast og skum, RG Rom Gummi, har taget endnu et skridt i bestræbelserne på at udvide deres tilstedeværelse på markedet.
Fortredje gang på to år - og for anden gang i år - har RG Rom Gummi nemlig været på opkøb. I denne uge har virksomheden således opkøbt og overtaget den norske gummiproducent Rubberstyle AS. Det oplyser RG Rom Gummi i en pressemeddelelse.
Rubberstyle, der har base i Stavanger og tidligere i år kunne fejre sit 100-års jubilæum, har specialiseret sig i gummistøbning til blant andet offshore og vand-industrierne, og derfor forventer man i RG Rom Gummi, at de to virksomheder vil kunne supplere hinanden godt.
"Rubberstyle er en ret unik gummiproducent, som vi har haft et godt samarbejde med gennem årene, og jeg glæder mig til, at vi nu kan komme endnu tættere på hinanden og sammen komme til at stå endnu stærkere på det norske marked. Rubberstyle er dygtige til det, de laver, og har derfor også opbygget et flot og spændende kundekartotek i Norge, som vi ser frem til at blive en del af," lyder det fra direktør i RG Rom Gummi, Jesper Berg Kristensen.
Trods overtagelsen, så fortsætter Rubberstyles nuværende forretning i Stavanger under samme navn, ledelse, produktion og administration.