Storm gav store oversvømmelser på vestjysk fiskerihavn
Der var brug for gummistøvler på både kajen og i værkstederne efter tirsdagens storm havde lagt vejen forbi Vestværftet i Hvide Sande.
Selvom de er vant til lidt hårdere vejr på den jyske vestkyst end i resten af landet, så måtte medarbejderne hos Vestværftet i Hvide Sande alligevel have fat i gummistøvlerne både på kajen og i værkstederne, efter stormen Floriane tirsdag havde lagt vejen forbi.
Med en vejrcoctail bestående af både regn, sne, blæst og en stærkt forhøjet vandstand blev store dele af den lille fiskerby nemlig for en kort stund næsten opslugt af Nordsøen.
"Heldigvis var vi forberedte, så alt var pakket væk eller bundet forsvarligt fast. Desuden blev vandstanden ikke nær så høj som forventet, hvilket skånede størstedelen af vores værksted for vand," lyder det i en opdatering fra Vestværftet på det sociale medie facebook, hvor det ligeledes blev bemærket, at skibsværftets medarbejdere havde masser af overskud til at kunne tage situationen med et smil.
Også hos Hvide Sande Fiskeauktion blev man påvirket af oversvømmelserne, og for første gang siden 2013 nåede den forhøjede vandstand op 75 centimeter over normalen.
Det betød blandt andet, at nogle kasser med fisk fik frisk havvand at boltre sig i, og en enkelt fisk fik - som man kan se i en video hos TV Midtvest - mulighed for at kigge nærmere på forholdene i auktionshallen.