Sommerhistorier på FiskerBladet:

“Konksneglefiskeri giver ro i sindet”

Kongsnegle kan blive op til 14 centimeter høje og lever på sandet eller stenet bund.

Thomas Peter Jensen er en af få danske fiskere, der udelukkende fisker konksnegle, og det er en beslutning, han ikke fortryder.

Publisert

Sommerhistorier på FiskerBladet

Henover sommeren tager vi et tilbageblik på de bedste historier fra FiskerBladet henover årets første seks måneder.

Denne artikel blev bragt i magasinet FiskerBladet i april 2024.

Torsk, rødspætter, hummer, krabber. Dansk fiskeri leder i sagens natur først og fremmest tankerne på de fisk og skaldyr, vi traditionelt kender fra havene omkring os. Men en lille ny spiller er lige så stille ved at komme på banen. Det går i sneglefart, jovist, men ikke desto mindre ser der ud til at være en fremtid for fiskeri efter konksnegle. 

Den lille forgællesnegl er op til 14 centimeter høj og lever på sandet eller stenet bund i Nordatlanten og i danske farvande som Skagerrak. Den kan erstatte fiskeriet efter torsk, og der er nok at tage fat på, for sneglene findes fra Fyn og hele vejen op til Skagen.

Thomas Peter Jensen har fisket hele sit liv og har som en af de første i Danmark taget springet til et liv som ‘konkfisker’. Det har ikke været uden hverken udfordringer eller forhindringer, men anno 2024 er der ingen vej tilbage for ham til det traditionelle garnfiskeri, og han kan kun se fordele i den nye måde at fiske på med tejner.

Det var bare at prøve det

For fiskeren fra Hundested startede det nye eventyr med et møde på havnen med andre kystfiskere for at diskutere alternative muligheder. 

“Det blev sværere og sværere at lave rentabelt fiskeri med garn, og så kom det med snegle på tale. Derfra eskalerede det. Vi prøvede det af med den gamle båd, men i meget små målestokke. Der var slet ingen facitliste til det her, så det var bare at prøve det,” fortæller Thomas Peter Jensen. Han understreger, at det bestemt ikke var noget, man kom sovende til, og det var svært for ham og hans faste makker igennem mange år og skipper på båden, Børge Larsen, at se, hvordan det skulle blive rentabelt. 

I Danmark køber den lokale fiskeeksport hver uge omkring 100-300 kilo konksnegle.

Ikke desto mindre besluttede Børge Larsen sig for, at der skulle en ny og større båd til, og investeringen i konkfiskeriet blev en realitet for syv år siden. 

“Vi lavede beregninger, for det tidligere fartøj ville være for lille, hvis vi skulle gøre mere ud af det her. Vi fiskede også stadig med garn på den nye båd, men sneglene krævede noget større. Det viste sig så på sigt, at det slet ikke skulle være garnfiskeri længere,” siger Thomas Peter Jensen.

Som at springe ud uden redningsvest

Så da den nordsjællandske fisker og hans kompagnoner var de første i Danmark til at rigge om til udelukkende at fiske konksnegle, skulle erfaringerne gøres på egen regning og nye vande besejles. Det forgik ikke helt uden bølgegang.

“Det var svært med afsætningen i starten. Ingen kender rigtigt konksnegle i Danmark, så de bliver hovedsageligt eksporteret. Det gik roligt i den rigtige retning, indtil corona kom, så kollapsede det igen, og værdien faldt. Der fiskede vi med garn igen i en periode. I princippet var vi jo også sprunget ud uden redningsvest på med det her projekt,” fortæller han.

Om konkfiskeri

- Konkfiskeri foregår med tejner, og der er ofte 100 tejner på en række.
- Man fanger cirka 1 – 2 kilo i en tejne, og man røgter dem hver 4-5 dag.
- En mindre båd med én mand om bord kan passende begynde med cirka 5-600 tejner.
- Konkfiskeri kan også foregå på små både, men her er det bedst at investere i de flade tejner, der kan stables.
- Lige nu ligger kiloprisen på cirka 16-17 kr. kiloet for både fersk og frossen konk.

Kilde: Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation

I 2023 så det dog anderledes positivt ud, og der var sket en masse med prisen for konksnegle, der var steget til det dobbelte.

“Der fik jeg endnu mere blod på tanden, fordi jeg virkelig kunne se en fremtid i det, så i januar i år købte jeg båden af Børge Larsen,” siger Thomas Peter Jensen.

Skånsomt men afhængig af eksport

Som følge af Brexit ændredes konksneglefiskeriet i Den Engelske Kanal, og der opstod et helt andet markedsgrundlag, da sneglene pludselig manglede i Frankrig. I Danmark køber den lokale fiskeeksport hver uge omkring 100-300 kilo, men konksneglefiskeriet er helt afhængigt af eksport. 

Som det nyeste er en kinesisk licens formodentlig undervejs, og det vil være et helt bundløst marked at komme ind på og et stort luksusproblem, fortæller Thomas Peter Jensen. Hans håb er dog, at også danskerne får øjnene op for konksneglene på grund af deres kvalitet, men ikke mindst på grund af de mange fordele for fiskeriet.

Thomas Peter Jensen har som en af de første i Danmark taget springet til et liv som ‘konkfisker’.

“Det handler også om at få troen på fiskeriet tilbage. Det er skånsomt at fiske konksnegle, vi kan fiske i stort set hele Danmark, og jeg tror ikke, vi kan fiske dem op. Det er også et fiskeri, der er billigt at drive uden en voldsom stor investering. Der skal selvfølgelig noget til, men når man først har etableret sig, kan man holde det i gang i mange år, og der er endda mulighed for at prøve det af, mens man fisker med garn. Hvis man som fisker kan få sine udgifter ned, er man ret godt hjulpet,” konstaterer Thomas Peter Jensen.

Ingen kvoter og familie-venligt

Han ser hellere end gerne, at andre danske fiskere melder sig på holdet og går ikke af vejen for at liste fordelene.

“Jeg har meget mere ro i sindet nu. Sneglene er ukvoterede, og vi skal ikke sejle så langt. Vi kan endda fiske den samme dag, som vi sejler. Det har givet meget mere frihed og mindre arbejde, så det her er et fiskeri, man kan passe sammen med et familieliv. Størsteparten af tiden sover vi i vores egen seng – på land – så jeg kan ikke se, hvad der kunne være et bedre scenarie for mig som fisker,” siger skipperen.

Thomas Peter Jensen er selv stor fan af konksnegle på middagsbordet og anbefaler blandt andet at marinere dem i hvidløg og urter eller lave dem i ovnen med bacon omkring, men klassikeren er selvfølgelig at tilberede dem som de traditionelle ‘franske’ snegle.

“Jeg har selv prøvet dem på mange måder. Det lugter ikke så godt, når man koger dem, men jeg synes virkelig, det er lækkert og en eksklusiv spise. Jeg tror bare, vi er lidt for traditionelle i Danmark, og det skræmmer folk, at det er en snegl. Men mon ikke deres tid snart kommer,” siger han.

Powered by Labrador CMS