Skarp kritik af tilsynet med muslingefiskeri i Limfjorden

Blåmuslinger.

Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Fødevareministeriet har ført et yderst mangelfuldt tilsyn med muslingefiskeriet i Limfjorden.

Fødevareministeriet har ført et mangelfuldt tilsyn med muslingefiskeriet i Limfjorden. Sådan lyder konklusionen i en ny beretning fra Rigsrevisionen, der handler om tilsynet med muslingefiskeri i Limfjorden i perioden 2019-2024.

Det skriver Statsrevisorerne i en pressemeddelelse, hvor de ligeledes retter 'skarp kritik' af ministeriet, som er den næstmest alvorlige på rigsrevisorernes skala.

Kritikken er påtalt, fordi Fødevareministeriet i to tilfælde har givet faktuelt forkerte oplysninger til Folketinget, hvoraf det kun i det ene tilfælde er blevet berigtiget efterfølgende. Derudover har ministeriet ikke i tilstrækkelig grad haft fastsat regler for fiskeriet i Limfjorden, ligesom Fiskeristyrelsen ikke har sanktioneret ved overtrædelser.

Statsrevisorerne hæfter sig særligt ved følgende undersøgelsesresultater:

- Fiskeristyrelsen har fra 2009 og frem til 2024 ikke haft en vejledning for, hvordan kontrolenhederne skal føre kontrol med fartøjernes motorkraft. Vejledningen er først udarbejdet medio 2024. Fiskeristyrelsen har fortsat ikke en vejledning for kontrol med forbuddet mod at bruge nedjusterede motorer, og styrelsen har i 2022-2024 fortolket forbuddet i strid med bekendtgørelsen.

- Fødevareministeriet har ikke udarbejdet tilstrækkelige regler, der begrænser muslingefiskeriet i Limfjorden.

- Fødevareministeriet begyndte først i 2021 at kontrollere, om reglerne fra 2004 mod nedjusteret motorkraft i Limfjorden blev overholdt. Kontrollen har dog været helt utilstrækkelig.

- Fødevareministeriets fastsættelse af regler om kvotekoncentration har været mangelfuld, og kontrollen med reglerne har været utilstrækkelig.

- Fiskeristyrelsen har udstedt tilladelser til flere fangstandele, end styrelsen måtte, og fiskere har fået tilladelse til at udnytte fangstandele, som de ikke ejede.

- I 2018 advarede et kontrolfirma Fiskeristyrelsen om et muligt brud på forbuddet mod nedjusterede motorer. Styrelsen reagerede ikke på advarslen.

- I 2021-2022 udførte et kontrolfirma en måling af motorkraften på 14 muslingefartøjer i Limfjorden. Firmaet konstaterede for stor motorkraft på 5 fartøjer. På 7 andre fartøjer fandt firmaet indikationer på nedjusterede motorer og muligt brud på reglerne. Fiskeristyrelsen konkluderede, at reglerne om motorkraft var overtrådt i 5 tilfælde, men brugte ingen sanktioner. Styrelsen reagerede ikke på advarslerne om de 7 andre fartøjer.

- Rigsrevisionens gennemgang viser, at Fiskeristyrelsen har forskelsbehandlet fiskere ved behandling af overtrædelsessager vedrørende motorkraft.

- I 2022 suspenderede Fiskeristyrelsen kontrollen med muslingefartøjer i Limfjorden på et ukorrekt grundlag. Fiskeristyrelsen genoptog ikke kontrollerne, på trods af at styrelsens direktion i 2023 fik forelagt en indstilling om at genoptage kontrollen.

Statsrevisorerne er enige i Rigsrevisionens anbefalinger om, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen gennemgår tilladelser for andre typer af kvoter i dansk fiskeri for at undersøge, om der har været lignende fejl i administrationen.

Statsrevisorerne har anmodet om denne undersøgelse om tilsynet med muslingefiskeri i Limfjorden.

Powered by Labrador CMS