Nye regler for klapning i Limfjorden skal øge beskyttelsen af havmiljøet

Limfjorden. Foto Stefan Holmager Larsen

Alle Folketingets partier er enige om en ny model for klapning i Limfjorden, der i højere grad skal tage hensyn til havmiljøet i fjorden.

Når bølger og strøm flytter rundt på sand på havbunden, har havnene løbende behov for at grave havnebassiner og sejlrender fri, så sejlads kan fortsætte. I dag omplaceres dette havbundssediment i høj grad til et andet sted på havbunden, hvilket kaldes klapning.

Med aftalen om Danmarks Havplan fra 2023 blev alle Folketingets partier enige om at gennemføre tiltag, der skal minimere den negative påvirkning af klapning på havmiljøet. Derfor indføres der fra 1. januar 2026 blandt andet et nationalt forbud mod klapning på vanddybder lavere end 6 meter. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

Det følger af havplanaftalen, at der i blandt andet Limfjorden er særlige forhold som en lav gennemsnitsdybde og lang afstand til alternative klappladser, som indebærer, at der fortsat skal være mulighed for at klappe på lavere vanddybder end 6 meter, og at der skal findes en konkret model herfor.

I dag er miljøtilstanden i Limfjorden så dårlig, at muligheden for at få nye tilladelser til klapning eller etablering af nye klappladser på vanddybere lavere end 6 meter vil være yderst begrænset. Beregninger fra Miljøstyrelsen viser ligeledes, at de eksisterende klappladser i Limfjorden er ved at være fyldte.

"Aftalepartierne noterer sig, at uanset denne aftale medfører miljøtilstanden i Limfjorden, at muligheden for at opnå en tilladelse til klapning på vanddybder lavere end 6 meter fremover er yderst begrænset.

...

Fsva. Limfjorden er aftalepartierne enige om, at når gældende tilladelser er udløbet, vil kun lystbådehavne kunne opnå tilladelse til at klappe (eller etablere nye klappladser) på vanddybder lavere end 6 meter, og kun hvis der er tale om almindeligt vedligehold af havne og sejlrender. Det vil fortsat være muligt for alle havne at ansøge om klapning på vanddybder dybere end 6 meter," skriver aftalepartierne bag Danmarks Havplan, der altså tæller samtlige af Folketingets 11 partier.

"Limfjorden har brug for, at vi gør alt for at forbedre tilstanden og beskytte dens natur. Den nye model for klapning sikrer, at vi i højere grad beskytter fjordens unikke økosystem og samtidig sikrer, at vi ikke gør det økonomisk sværere end nødvendigt for lystbådehavnene i fjorden. Lystbådehavnene må dog nok desværre forvente, at det fremover bliver sværere at klappe på grund af fyldte lavvandede klappladser, dårlig miljøtilstand og strammere hensyn til natur og miljø herunder navnlig EU-direktivkrav. Derfor skal vi også skubbe på for, at mere materiale nyttiggøres i fx byggeprojekter," lyder det fra miljøminister, Magnus Heunicke (S).

Klapning af havbundsmateriale er ikke uden omkostninger for havmiljøet, og der findes i dag flere eksempler på projekter, hvor man har tænkt anderledes.

Det opgravede materiale kan eksempelvis bruges som opfyld i anlægsprojekter eller til at lave ny natur og strandparker i stedet for at blive klappet. Det er blandt andet sket i forbindelse med Lynetteholmsprojektet og ved Femern Bælt.

Powered by Labrador CMS