'Danske fiskere skal ikke betale for Fiskeristyrelsens fejl'

Formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

'Det kan ikke være rigtigt, at det skal gå ud over fiskerne, at forvaltningen har sejlet'. Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening om sagen om fejl i forvaltning af motorkraft i Limfjorden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske fiskere er lamslåede efter Landbrugs– og Fiskeristyrelsen har meldt ud, at den mener, at motorerne på 22 fiskefartøjer i Limfjorden kan være nedbremsede i strid med det omdiskuterede nedbremsningsforbud.

Det sker, efter at styrelsen flere gange har ændret sin fortolkning af nedbremsningsreglen og i mere end 20 år har administreret på én måde. Nu ændrer styrelsen tilsyneladende praksis efter kraftig kritik af forvaltningen af motorkraftsreglen i Limfjorden fra Rigsrevisionen.

FAKTA om motorkraft i fiskeriet:

  • I Limfjorden er det tilladt at fiske med motorer op til 130 kw. 
  • Motorer, som yder mere end 130 kw, er ulovlige.
  • Alle informationer om motorernes ydelser bliver sendt til Søfartsstyrelsen og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Det er en forudsætning for at registre et fartøj, eller en ny motor i et fartøj, og dermed en forudsætning for at få licens til at fiske i området.
  • Definition af motorkraft iht. Reguleringsbekendtgørelsen: Motorkraft: Den motoreffekt, der er anført af Søfartsstyrelsen i fartøjets farttilladelse eller tilsynsbog, og som ikke efterfølgende er ændret. 

Kilde: Danmarks Fiskeriforening

Hos Danmarks Fiskeriforening er man helt enige i, at forvaltningen har været katastrofal, og formanden er rystet over, hvordan sådan en sag kan opstå. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

"Vores medlemmer har hele tiden fulgt Landbrugs- og Fiskeristyrelsens anvisninger til punkt og prikke, og vi har gjort, hvad vi kunne for at sikre, at der blev fisket efter reglerne. Derfor er det dybt frustrerende, at Fiskeristyrelsen har skiftet fortolkning af sine egne regler efter Rigsrevisionens kritik og nu truer 22 fiskere med, at de måske skal udskifte de motorer, som de har købt i god tro. Det er uhørt, og det er svært at tro på, at sådan noget her kan ske i en retsstat som Danmark," lyder det fra Svend-Erik Andersen.

Ny 'kontrol' af gamle oplysninger

Styrelsen har sammen med Søfartsstyrelsen haft alle relevante oplysninger til rådighed, og fiskerne har gennem årene givet styrelserne de oplysninger, som de har bedt om. Der har med andre ord altså ikke været noget skjult omkring de installerede motorer, og det er desuden værd at bemærke, at den nye 'kontrol' alene er lavet med de oplysninger, som styrelsen allerede lå inde med.

FAKTA om nedbremsningsforbud

  • Ud over regler om begrænset motorkraft er der i dansk lovgivning særlige regler om forbud mod nedbremsning af motorer.
  • Eftersom motorer ikke nødvendigvis findes på markedet med præcis den motorkraft, der er tilladt, bliver motorerne tilpasset. 
  • Nedbremsningsforbuddet har hidtil været tolket således, at en forhandler har kunnet levere motoren med den ønskede kraft. 
  • Den nye fortolkning af reglerne kan betyde, at kun fabrikken må indstille motoren.
  • Dette vil være en ændring af den måde Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i over 20 år har administreret reglerne på, og dermed kan en lang række motorer blive kendt ulovlige, selvom de ikke yder mere end det tilladte. 

Kilde: Danmarks Fiskeriforening

Grundlæggende handler nedbremsningsforbuddet om, at effekten på motoren fastsættes, inden motoren installeres på fartøjet. Fastsættelse har kunnet ske af motorfabrikant, leverandører og servicevirksomheder.

"Man kan nu en gang ikke købe en motor, som er lavet specifikt til Limfjorden. Derfor bliver motorernes effekt fastsat ved installation. Mine medlemmer har kunnet gå ind på styrelsens hjemmeside og læse, at nedbremsningsforbuddet skulle forstås sådan, at en motors effekt både kan fastsættes af producenten og forhandleren. Derfor er det altså helt ude i skoven, at fiskerne beskyldes for ikke at overholde reglerne som følge af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens kritisable forvaltning," siger Svend-Erik Andersen.

Skarpt fokus på retssikkerheden

Danmarks Fiskeriforening gør det klart, at hvis Landbrugs- og Fiskeristyrelsen rejser sager, så vil man vil forfølge sagen juridisk.

"Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal gå ud over fiskerne i Limfjorden, at styrelsen i årevis har administreret en fuldkommen ligegyldig regel forkert, og at forvaltningen har sejlet. Det er ikke rimeligt. Derfor kommer vi selvsagt til at undersøge det juridiske grundlag. Vi er nødt til at have et skarpt fokus på vores medlemmers retssikkerhed i denne sag, hvis det her udvikler sig," siger Svend-Erik Andersen.

I Danmarks Fiskeriforening opfordrer man igen kraftigt til, at der kommer styr på forvaltningen, så spekulationerne om snyd med motorkraft en gang for alle kan aflives. Danmarks Fiskeriforening har konkret foreslået, at motorernes ydelse monitoreres live, så Landbrugs- og Fiskeristyrelsen løbende kan kontrollere fartøjernes motorkraft, når de fisker.

"Vores medlemmer i Limfjorden har ikke noget at skjule. Vi har bedt om livemonitorering i årevis. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad myndighederne venter på," siger Svend-Erik Andersen.

Powered by Labrador CMS