Gennemgang af motorkraft på 56 muslingefartøjer er afsluttet

Blåmuslinger.

Fiskeristyrelsen har nu afsluttet gennemgangen af relevant materiale vedrørende 56 muslingefartøjer med aktive fartøjstilladelsesandele, der giver mulighed for udstedelse af tilladelse til at fiske efter muslinger og østers.

Offentliggjort

Som opfølgning på den daværende Fiskeristyrelses gennemgang af forvaltning af motorkraft- og red-skabsområdet fra juni 2024 iværksatte ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V), i begyndelsen juni 2024 en række tiltag med henblik på at rette op på den kritiserede forvaltning.

Gennemgangen vedrørende punkt 4, der handler om håndtering af eksisterende nedbremsede motorer, er nu gennemført, og en opsummerende orientering er oversendt til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det oplyser Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsens gennemgang omfatter relevant materiale vedrørende alle 56 fartøjer med en aktiv fartøjstilladelsesandel (FTA), der giver mulighed for udstedelse af tilladelse til at fiske efter muslinger og østers. Ét fartøj er ophørt i perioden. Gennemgangen begrænser sig således ikke til fartøjer med tilladelse til fiskeri efter muslinger og østers i Limfjorden.

22 fartøjer i søgelyset

Gennemgangen viser blandt andet, at der for 22 af de 56 fartøjer er indikationer på, at der er monteret motorer, som kan være nedbremset i strid med nedbremsningsforbuddet, eller hvor der er indikationer på ændringer af motorkraften. Det gennemgåede materiale viser også, at en række motorer er installeret inden nedbremsningsforbuddets ikrafttræden i 2004.

Styrelsen har påbegyndt sagsbehandlingen af de 22 sager med henblik på konkret at kunne tage stilling til, om der er grundlag for at konkludere, at de enkelte fartøjers motorer er nedbremset i strid med reglerne m.v., og om der er grundlag for videre strafferetlig og/eller administrativ behandling. Det skal særligt fremhæves, at konsekvensen af en ulovligt nedbremset motor vil kunne være et krav om, at motoren skal udskiftes med en anden og ikke nedbremset motor.

Det forventes på det foreliggende grundlag, at hovedparten af de 22 verserende sager vil være gennemgået af styrelsen inden udgangen af første halvår af 2025.

Powered by Labrador CMS