Råvarefremgang på nordjysk sildefabrik
Selvom Scandic Pelagic i 2024 kunne notere en fremgang i modtagne råvarer i forhold til året før, så var det alligevel færre end forventet på den nordjyske sildefabrik.
Scandic Pelagic i Skagen kom ganske godt ud af 2024. Sådan lyder det fra sildefabrikken under koncernen FF Skagen. Fabrikken modtog over årets 12 måneder nemlig godt 92.000 ton råvarer mod forrige års 88.000 ton.
Fremgangen til trods, så er det dog alligevel under niveauet, som man havde sat næsen op efter på direktionsgangen.
"Scandic Pelagics mængder i 2024 endte med at være lidt mindre, end hvad vi havde sat næsen op efter, men leverancerne var vanskelige – blandt andet blæste en del af det, vi havde regnet med, ganske enkelt væk. Et trægt fiskeri og dårligt vejr er en ringe kombination," fortæller CEO i FF Koncernen, Johannes Palsson, i koncernens magasin FF Nyt.
Positive udsigter til 2025
Trods mindre fremgang end håbet, så er forventningerne til 2025 alligevel ganske høje - trods udsigterne til flere udfordringer forude.
"Lige nu ser vi ind i en lille reduktion i kvoterne for 2025. Vi kender givetvis ikke kvoterne for nordsøbrisling og tobis, og vi er fortsat uafklarede om tobisproblematikken mellem UK og EU, som nu er en voldgiftssag. Men generelt set er markedet godt og stabilt på begge sider af vejen, og med alle disse faktorer en mente har vi lagt et realistisk budget, og vi ønsker og har kun 'fornuftige' udsigter til 2025," siger Johannes Palsson.