Ny app-funktion skal vise de bedste fiskepladser for havørred

Appen Fishbuddy har lanceret en ny funktion, der skal give præcise anbefalinger til, hvor man bedst kan fange havørreder.
Der er kamp om fiskene i de danske farvande, og nu har erhvervsfiskernes kombattanter - lystfiskerne - fået nye muligheder for at optimere fangsten. Appen Fishbuddy, der tidligere gik under navnet Fiskher, har nemlig lanceret en ny funktion, der skal give præcise anbefalinger til, hvor det er lettest at fange havørred tidligt på sæsonen. Det oplyser virksomheden bag appen i en pressemeddelelse.
"Havørredfiskeri handler om timing og at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Med Fishbuddy gør vi det nemmere end nogensinde," siger Frank Sjøgreen, der er en af Danmarks mest erfarne lystfiskere og Fishbuddy’s mand i Danmark.
Den nye teknologi bygger på viden fra nogle af Skandinaviens bedste havørredfiskere, kombineret med data om bundforhold, fødegrundlag og temperatur – samt avancerede matematiske modeller, der beregner, hvor fisken højst sandsynligt opholder sig i marts og april.
Fra manuelle kort til en intelligent løsning
Tidligere har havørredpladser i den populære fiske-app været kortlagt manuelt, men med den nye algoritme kan langt større områder dækkes præcist.
"De områder, vi tidligere har markeret i appen, har altid været gode fiskepladser, men vi har kun kradset i overfladen. Nu kan vi kortlægge de absolut bedste spots til det spændende forårsfiskeri," siger Frank Sjøgreen.
De nye havørred-fiskepladser lanceres i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge, og bliver tilgængelig for alle Fishbuddy-brugere fra 1. marts.
Fiskerne bliver 'citizen scientists'
Fishbuddy gør det ikke kun nemmere at finde fisken – appen gør det også muligt at indsamle vigtige data om bestanden. Når fiskerne uploader billeder af deres fangster, registrerer den patenterede teknologi automatisk art, længde, vægt og andre relevante oplysninger.
"Hver eneste fisk, der logges, hjælper os med at forstå havørredens udvikling og udbredelse. Lystfiskerne bliver en del af noget større – de bliver citizen scientists," siger Frank Sjøgreen.
Fishbuddy kan bruges både i saltvand og ferskvand