Rekordmange lærlinge hos nordjysk skibsværft

I 2023/2024 havde Orskov Yard hele 32 lærlinge ud af i alt 200 timelønnede ansatte.

Hele 16 procent af de timelønnede ansatte hos Orskov Yard i Frederikshavn var i 2024 lærlinge, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Det er ikke kun økonomien, der slog rekord i det forgangne år hos Orskov Yard. Heller ikke antallet af lærlinge hos det nordjyske reparationsværft har nogensinde været højere. Det oplyser Orskov Yard i en pressemeddelelse.

Værftets egen målsætning er, at mindst 10 procent af arbejdsstyrken skal være under uddannelse, men i det forgangne år havde Orskov Yard hele 32 lærlinge ud af i alt 200 timelønnede ansatte, hvilket svarer til imponerende 16 procent.

"Det er vigtigt for os at bidrage til at skabe fremtidens maritime arbejdskraft, og jeg er stolt over, at så mange lokale unge ønsker at uddanne sig på Orskov Yard. Med den vækst, vi oplever i disse år, og de ambitioner, vi har, er det helt afgørende at sikre, at vi har kompetencerne til at løse de mange spændende udfordringer, der venter os i fremtiden," lyder det fra direktør hos Orskov Yard, Christina Ørskov.

Orskov Yard har i 2023/24 indgået uddannelsesaftaler med 13 nye lærlinge, mens fem er blevet udlært. En af disse, skibsmontør Jonas F. Hjortholm, blev desuden tildelt DI Vendsyssels Lærlingepris.

Powered by Labrador CMS