Nyt partnerskab vil styrke det maritime iværksætteri

Stifter af startupvirksomheden Smart Marine, Thorbjørn Thade Petersen, pithcer sin idé overfor andre virksomheder under et tidligere pitcharrangement hos Maritime Stars.

For at styrke det maritime iværksætteri i Danmark har ShippingLab indgået et nyt partnerskab med iværksætterprogrammet Maritime Stars.

Det maritime iværksætterprogram Maritime Stars har de seneste år hjulpet en lang række nystartede maritime virksomheder til at få bedre fodfæste som veletablerede virksomheder igennem skræddersyede acceleratorprogrammer, men programmet, der er drevet af Erhvervshus Nordjylland og Danske Maritime med støtte fra Den Danske Maritime Fond, vil gerne gøre mulighederne for iværksætterne endnu bedre.

Derfor har iværksætterprogrammet nu indgået et nyt partnerskab med ShippingLab, der er Det Blå Danmarks fælles platform for maritim forskning, udvikling og innovation. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

I foråret 2024 indledte Maritime Stars en ny treårig projektperiode, og med det nye samarbejde med ShippingLab er forventningen, at de to maritime aktører kan skabe endnu større synergi og innovation inden for dansk maritimt iværksætteri.

"Vi ser frem til, at vores deltagere i acceleratorprogrammerne kan drage nytte af ShippingLabs projektaktiviteter. Dette samarbejde vil uden tvivl kunne styrke vores opsøgende indsats over for etablerede virksomheder, bringe endnu mere erfaring fra branchen i spil og øge vores synlighed over for flere maritime startups, så de kender til muligheden for opbakning fra os," lyder det fra projektleder i Maritime Stars, Allan Hejslet.

Også hos Danske Maritime er man begejstret for partnerskabet og de muligheder, der nu åbnes.

"For at klare sig skal en del af dem direkte ud på verdensmarkedet, og selv med en fremragende idé er styrket viden om for eksempel finansiering eller markedsmodning central. Når ShippingLab og Maritime Stars nu rykker tættere sammen, får små virksomheder adgang til mere viden og store virksomheder indsigt i den nytænkning, som startups repræsenterer, hvilket er rigtig positivt. Der kan samtidig skabes en synergi mellem aktiviteterne, så vi undgår overlap mellem forskellige tilbud, men har et fælles fokus på at skabe øget vækst og innovationskraft på tværs af det maritime økosystem i Danmark," siger administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS