Det Blå Danmark har et stort potentiale for bæredygtigt iværksætteri
Blot 1,2 procent af danske startups har fokus på bæredygtige løsninger til den maritime sektor. Det viser en ny rapport udarbejdet af den maritime NGO, Ocean Flagships.
Læs også:
Der er et enormt uudnyttet potentiale for innovation og vækst, der kan styrke Danmarks position som en førende søfartsnation inden for den grønne omstilling af den internationale skibsfart. Det viser en ny rapport fra den maritime NGO, Ocean Flagships.
I rapporten kan man nemlig blandt andet læse, at iværksætteri med fokus på bæredygtige løsninger i den maritime sektor blot udgør 1,2 procent af danske startups. Men med en industri, der står for mere en en tredjedel af den samlede danske eksport og næsten 15 procent af den danske produktion, så er der altså en enorm udviklingsmulighed, lyder det.
"Vi har udarbejdet denne rapport for at skabe opmærksomhed om det enorme potentiale i Det Blå Danmark og for at fremme en bæredygtig omstilling, der ikke kun styrker Danmarks konkurrenceevne, men også bidrager til den globale grønne dagsorden," lyder det i en pressemeddelelse fra kaptajn og sekretariatsleder for Ocean Flagships, Frederik Hinz Andersen.
Fra grøn til blå omstilling
I rapporten har Ocean Flagships identificeret centrale udfordringer og udviklet 10 anbefalinger, der skal fremme iværksætteri i Det Blå Danmark. Anbefalingerne omfatter blandt andet bedre synlighed for maritime startups, tiltrækning af internationale talenter og styrkede partnerskaber.
"Vi får mere ilt fra livet i havet end vi gør fra skovene, og vores største problem med CO2-udledning er for mig at se, at det går ud over havmiljøet. Derfor skal vi vænne os til at sige 'den blå omstilling', og vi skal i langt højere grad hjælpe de iværksættere, der kæmper med, at gøre det til en god forretning at redde havet," siger Frederik Hinz Andersen.
Foruden støtte fra Den Danske Maritime Fond har også ShippingLab bidraget med projekt-platform.