Kendt fiskerhandler inviterer ministre til debat

Fiskehandler og direktør i P. Clausens Fiskehandel, Jakob Clausen.

Fiskehandleren fra Danmarks ældste fiskeforretning, Jakob Clausen, har inviteret fiskeriministeren og miljøministeren til debat om opdrættet fisk og dansk fiskeri generelt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom det er knap en måned siden, at fiskehandler og direktør i P. Clausens Fiskehandel, Jakob Clausen, skabte stor diskussion, da han valgte at droppe salget af opdrættet fisk fra landets ældste fiskeforretning, så er han ikke færdig med debatten.

Forleden deltog Jakob Clausen i Go Aften Live sammen med fiskeriminister Jacob Jensen (V), hvor de fik lejlighed til at vende emnet, men med en presset tidsramme i TV-programmet er der ifølge fiskehandleden mulighed for at gå mere i dybden. Derfor har han nu inviteret fiskeriministeren og hans kollega i miljøministeriet, Magnus Heunicke (S), til en 5 timer lang debat. Det oplyser Jakob Clausen i et opslag på facebook.

Debatten skal ifølge fiskehandleren handle om 'de rigtige problemstillinger i forhold til vores fiskeri og vores generelle syn på den danske fødevareproduktion inden for opdrættet fisk samt det dansk fiskeri generelt', og Jakob Clausen er klar til at etablere et podcast-studie på havnen i Århus, hvor han lover, at der ikke efterfølgende vil blive klippet i konteksten.

"Nu er I begge (Heunicke og Jensen) meget stolte af jeres nye udspil, så derfor er det også nødvendigt, at I begge ønsker at stille op og tage en debat med mig. Derfor vil jeg gerne have, at I i fællesskab finder en dato, hvor I har tid til at komme til Århus og snakke om fisk med en fiskemand," lyder det i opslaget.

Såfremt de to ministre ikke har mulighed for at tage turen til havnen i Smilets By, så bedyrer Jakob Clausen, at han glædeligt kommer til dem i stedet.

Powered by Labrador CMS