Skibsdesigner vinder pris for digital innovation

Anders Ørgård og Jacob H. Thygesen modtager Temaprisen 2024 i Østjylland

Jacob H. Thygesen og Anders Ørgård fra OSK Design A/S har modtaget Årets Regionale Temapris i Østjylland ved Årets Ejerleder 2024 for deres innovative tilgang til digital transformation i skibsdesign.

Da prisen som Årets Ejerleder 2024 i Østjylland tidligere på måneden blev uddelt hos PwC i Aarhus var det ikke den eneste hæder, der blev sendt afsted fra revisionsvirksomheden. Samtidig blev der nemlig også overrakt en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, 'Ejerledernes digitale transformation'.

Mens Hanne Mikkelsen fra Nordic Tours A/S løb med titlen som Årets Ejerleder i regionen, så gik temaprisen i år til Jacob H. Thygesen og Anders Ørgård fra OSK Design A/S. Det oplyser PwC i en pressemeddelelse.

OSK Design udvikler løsninger til design og indretning af færger, passagerskibe og specialskibe, hvor de håndterer både det visuelle udtryk og integrerer teknologi for at optimere energiforbrug og driftseffektivitet, og virksomheden har eksempelvis udviklet et VR-program, som giver deres kunder mulighed for at opleve skibets design virtuelt, flytte rundt på interiør og optimere indretningen, før det første skib overhovedet bygges.

Denne teknologi har ikke blot effektiviseret designprocessen, men også reduceret behovet for fysiske møder og sikret mere præcise designbeslutninger, og det er altså blandt andet optimering af it-systemer, integration af kunstig intelligens og udvikling af digitale forretningsmodeller, der har fået PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans til at pege på OSK Design som vindere af prisen.

"Jacob og Anders har skabt en banebrydende digital kultur, hvor teknologi er et strategisk fundament i hele virksomheden. Deres stærke fokus på datadrevet design og brug af AI har sat en ny standard i branchen, og det er netop denne kombination af teknologi og innovation, der har ført dem til succes. Det er Anders og Jacobs unikke evne til at integrere teknologi med kundernes behov, der gør dem til exceptionelle lederfigurer. Deres tilgang til digital transformation har hævet standarden i skibsindustrien og skabt en mere bæredygtig og effektiv måde at designe og drive skibe på," lyder det fra partner i PwC i Aarhus, Henrik Berring Rasmussen.

Powered by Labrador CMS