Martec får donation på 200.000 kroner til stipendier

En donation på 200.000 kroner fra Jette og Knuds Maritime Fond skal hjælpe med oprettelsen af et 'scholarship' for elever på Martec' maritime grunduddannelser.

Martec har modtaget en donation på 200.000 kroner fra Jette og Knuds Maritime Fond. Det oplyser den maritime uddannelsesinstitution i en pressemeddelelse.

Donationen skal gå til oprettelsen af et stipendium for elever på institutionens maritime grunduddannelser og er målrettet 'værdigt trængende elever', som uden økonomisk støtte ville have svært ved at gennemføre en maritim uddannelse.

Støtten skal ifølge Martec bidrage til at gøre de maritime uddannelser mere tilgængelige - især for unge fra Nordjylland, men også i særlige tilfælde for elever fra andre dele af Danmark, som opfylder kriterierne for økonomisk behov.

Elever på Martecs maritime grunduddannelser kan ansøge om økonomisk støtte på op til 25.000 kroner per person til enten betaling af ophold på Martecs skolehjem eller togt ombord på Skoleskibet Danmark, dækning af udgifter til nødvendig beklædning og sikkerhedsudstyr eller til indkøb af bøger, undervisningsmaterialer og andet nødvendigt udstyr til uddannelsen.

Powered by Labrador CMS