Nye maskinmestre sendt ud på arbejdsmarkedet

De 52 nye maskinmestre fra uddannelsesinstitutionen i Frederikshavn.

Den maritime branche kunne fredag byde velkommen til 52 nye maskinmestre, da den maritime uddannelsesinstitution Martec holdt dimission.

Jobbet som maskinmester er et vigtigt et af slagsen i den maritime verden, og fredag blev 52 nye maskinmestre sendt ud ad døren fra Martec efter endt uddannelse. Det oplyser den maritime uddannelsesinstitution i en pressemeddelelse.

Ved den store dimission, der markerede den sidste svingom på skolen inden 'den virkelige verden' kalder, var der både lykønskninger, skåltaler og gode råd fra blandt andre 1. viceborgmester i Frederikshavn, Peter E. Nielsen, teknisk chef hos PM Energi - og tidligere dimittend fra Martec, Simon Holdt Mortensen, direktøren for Danske Maritime, Jenny Braat, og naturligvis Martec-direktøren Pia Ankerstjerne.

"Bliv ved med at lære nyt, så får I et tilfredsstillende og inspirerende arbejdsliv. Se verden, udnyt at I har fået en uddannelse, som I kan bruge internationalt. Men husk at komme hjem til Nordjylland igen, vi har hårdt brug for jer og har masser af spændende jobs at tilbyde," lød rådet fra Pia Ankerstjerne.

De nyuddannede maskinmestre er nu trådt ind i en branche præget af lav arbejdsløshed. Det er blandt andet på grund af uddannelsens store anvendelighed på både land og til søs, og en stor del af dimittenderne har også allerede landet deres første job, oplyser Martec.

Powered by Labrador CMS