Første landing fisk til Pelagia Danmarks nye fabrik
I sidste uge modtog Pelagia Danmarks nye fabrik deres første skibsanløb, og mandag modtog de så første landing fisk over kaj.
Det er en spændende tid for Pelagia Danmark i Skagen. Virksomheden, der er en førende producent af pelagiske fiskeprodukter til konsum og en vigtig leverandør af essentielle ingredienser til alle former for fiske- og dyrefoder, proteinkoncentrat, fiskemel og fiskeolie, har nemlig fået bygget en ny fabrik på Etape 3 havneudvidelsen i den nordjyske havneby, og hvor fabrikken i sidste uge kunne tage imod det første skibsanløb fra det norskflagede fartøj Hordafor VI, så modtog de i denne uge den første landing fisk over kaj. Det skriver Skagen Havn i en pressemeddelelse.
Mandag blev Skagen-fartøjet S. 144 Themis nemlig de første til at lande en fuld last brisling fra Østersøen til forarbejdning på fabrikken, og dermed er fabrikken for alvor i gang efter en hektisk byggeperiode.
Fordelagtig placering
Selve opførelsen af Pelagia Danmarks nye fabrik startede i januar 2024, og der er således blot gået godt et år fra første spadestik til første landing af fisk.
Fabrikken, som ligger på Etape 3-havneudvidelsen, er opført på en del af det 38.000 kvadratmeter store areal, som Pelagia Danmark råder over. Arealet er beliggende direkte ud til en 625 meter lang kaj med stor vanddybde.
Fiskene bliver på fabrikken omdannet til fiskeensilage, der består af hakket fisk og fiskedele, der ikke er brugbare som almindelige fødevarer. Herefter udskibes ensilagen i tankskibe. Samtidig vil der være import af fiskeolie til anlægget i Skagen, hvoraf en stor del videredistribueres på det europæiske marked.
"Vi er allerede godt i gang med arbejdet og vi har store forventninger til fremtiden. Placeringen af fabrikken direkte ved kajen med 11 meters vanddybde er ganske fordelagtigt for os. Desuden er der på arealet her plads til yderligere udvikling af fabriksområdet," lyder det fra Pelagia Danmarks direktør Mogens Andersen.
En hjørnesten i havneudvidelsen
Det er ikke blot virksomheden selv, der er særdeles begejstret for den nye fabrik. Pelagia Danmarks planer om opførelsen var nemlig en særdeles vigtig brik i Skagen Havns planer forud for havneudvidelsen Etape 3.
"Det er glædeligt, at Pelagia Danmark har udvidet deres aktiviteter i Skagen. Pelagias tilkendegivelse om at ville bygge, var én af hjørnestenene for at planerne om Etape 3 kunne realiseres, så det er bestemt godt at se fabrikken i drift. Ydermere er 'det maritime' og 'fødevarer' to af Frederikshavns Kommunes vækstspor, som der her bidrages til. Det styrker værdikæden omkring det pelagiske fiskeri og Skagen, som Danmarks største fiskerihavn," siger bestyrelsesleder hos Skagen Havn, Niels Arnold Lund.