Stafetten:
“Dansk fiskeri skal fungere på almindelige markedsvilkår”
Der er nu en gylden mulighed for at levere en fiskeripolitik til gavn for erhvervet. Med udgangspunkt i Fiskerikommissionens anbefalinger fra december 2023 har SMV-regeringen i samspil med de øvrige partier et unikt fundament til at udvise rettidig handlekraft. Med afsæt i anbefalingerne skal de styrke rammevilkårene for dansk fiskeri og dermed gøre det muligt at fastholde fiskernes internationale konkurrenceevne.
I juli 2022 satte daværende fiskeriminister Rasmus Prehn (S) navn på formanden for Fiskerikommissionen og offentliggjorde kommissoriet. Kort tid efter vidste vi også, hvilke personer der udgjorde ekspertpanelet, som skulle rådgive ministeren om fremtiden for dansk fiskeri. Ventetiden frem til december 2023 og de endelige anbefalinger var lang - og ved bordenden sad nu (igen) en ny fiskeriminister i Jacob Jensen (V).
Idet jeg arbejder i Jyske Banks specialafdeling for fiskeri og følgeerhverv, repræsenterer jeg finanssektoren i mit daglige arbejde. Derfor falder det mig naturligt at fokusere min stafet, mod finansieringsvilkårene for fiskeriet og de rammevilkår, der er så vigtige for, at vi som fiskernes finansielle partner oplever stabile rammevilkår.
Gennem det seneste årti er reguleringen af erhvervet og hindringerne for arbejdsvilkårene steget kraftigt, som følge af politiske stramninger. Fiskeriet er i dag et erhverv, hvor der gælder særregler, som besværliggør eller helt hindrer finansieringsløsninger og udvikling. I min forhåbning om at fiskeriet skal være internationalt konkurrencedygtigt på parametre som kvalitet, pris, grøn omstilling og udvikling af flåden, ser jeg det derfor nødvendigt, at de danske fiskere ikke skal leve under regler, der for det første ikke gælder i vores konkurrerende Nordsø-stater eller i det hele taget i andre erhverv nationalt. Hvorfor skal der opsættes barrierer?
Den finansielle sektor har været vidne til, at reglerne om A-fisker-status og B-kvoter spænder ben for generationsskifte i familievirksomhederne og stopper ældre generationer i at hjælpe de unge i gang. I fiskere kan være i risiko for at få frataget jeres A-fisker-status frem mod pensionering, hvis I begynder at arbejde mere på land end på fartøjet. En situation der udløser en kortsigtet tvangsrealisering af aktiverne og hindrer en langsigtet overdragelsesplan.
Derfor glæder det mig at kunne læse følgende fra Fiskerikommissionens anbefalinger på side 12:
“Det er Fiskerikommissionens overordnede vision, at dansk fiskeri skal fungere på almindelige markedsvilkår og i den forstand sidestilles med andre erhverv. Det betyder på den ene side, at særlige reguleringsmæssige restriktioner, der er specifikke for fiskerisektoren, så vidt muligt skal afskaffes eller lempes for at sikre et økonomisk effektivt erhverv, som samtidigt har den mindst mulige påvirkning af økosystem og klima. På den anden side betyder dette, at fiskerisektoren i stigende grad skal tage ansvar for, at der også er et fiskerierhverv i fremtiden, og for de rammer, som samfundet sætter for fiskeriets udøvelse, overholdes.”
Nu er det tid til det politiske håndværk, og at de folkevalgte skal trække i arbejdstøjet. For mig står det klart, at fiskeriet i dag ikke fungerer på almindelige markedsvilkår og ikke sidestilles med andre erhverv. Der er behov for handling og ligestilling med andre erhverv!
Mine følgende tre anbefalinger mod at forbedre rammevilkårene er helt i tråd med Finans Danmarks input til Fiskerikommissionen. Det er tre anbefalinger, der øger den bremselængde i finansieringen, som bankerne har behov for.
1) Vilkårene for A-fisker-status er i dag en hindring og skal lempes eller helt fjernes. Der er som minimum behov for, at flere moderne arbejdsopgaver indgår i grundlaget for at opnå sin tilladelse. Opgaverne for rederiejere har i dag udviklet sig til et højt professionelt virke med behov for strategiske, landbaserede opgaver om kvoteoptimering, medarbejdere, bestyrelse, finansielle partnere, risikostyring mv.
2) B-kvote-systemet skal afvikles. Det hindrer direkte finansiering og generationsskifter. I fiskere giver udtryk for, at det er meget besværligt og helt uden merværdi.
3) Bestemmelserne om 16 års løbetid for fiskekvoter skal flyttes ind i lovgivningen og ud af bekendtgørelsen. At ejerskabstiden er reguleret i lovgrundlaget vil skabe markant større tillid på trods af den politiske uro mod fiskeriet, der har været gennem de seneste år.
Så kære fiskeriordfører i SMV-regeringen, nu er tiden moden til positive forandringer. Følg mine og Fiskerikommissions anbefalinger – det er der behov for.