Fiskekassefarce – Fiskeauktionerne vil have politikerne på banen
Spørgsmålet om, hvorvidt fiskekasser må stå på gulvet eller ej under sortering på de danske fiskeauktioner, er stærkt presserende for fiskebranchen.
Det er vigtigt, at der hurtigst muligt kommer en afklaring i sagen om, hvorvidt fiskekasser må stå på gulvet eller ej, når der sorteres fisk på Danmarks fiskeauktioner.
Selvom der er gået næsten et halvt år siden Thyborøn Fiskeauktion blev politianmeldt af Fødevarestyrelsen for at stille fiskekasser direkte på gulvet under sortering, så er sagen nemlig ikke kommet videre, til stor frustration for Foreningen af Fiskeauktioner og Samlecentraler i Danmark.
“Situationen er meget alvorlig, men vi kan ikke vride armen længere rundt på Fødevarestyrelsen. Nu er det op til politikerne at komme på banen og sørge for, at det her ikke bliver fordyrende for os, så vi ikke kan klare os i konkurrencen med de andre lande – for det vil være konsekvensen,” lyder det fra formand for Foreningen af Fiskeauktioner og Samlecentraler i Danmark, Poul Ole Nielsen i den nye udgave af magasinet FiskerBladet.
Det er nemlig stærkt konkurrenceforvridende, hvis de danske fiskeauktioner skal leve op til andre – og strammere – regler fra Fødevarestyrelsen, end auktionerne rundt i Europa.
“Så længe andre lande i Europa fortolker det sådan, at man gerne må sætte kasser på rene overflader, men at vi skal tosse rundt med paller herhjemme, er man endnu mere medvirkende til at lukke fiskebranchen i Danmark, og så skal vi have politikere på banen, for det hjælper ikke at tale med embedsmænd,” siger Poul Ole Nielsen.
I en mail til FiskerBladet den 7. november fortalte sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Ulrich Pinstrup, at “Fødevarestyrelsen efter aftale med erhvervet (har, red.) spurgt udvalgte lande i EU om deres praksis på området – et såkaldt nabotjek. Når svarene er kommet ind og samlet sammen, har Fødevarestyrelsen og erhvervet aftalt at mødes igen for at drøfte sagen. Forventningen er, at det sker inden årets udgang.”