Amanda Seafoods:
Et skifte i markedet fik Amanda til at sælge vestjysk fiskefabrik
Et skifte i markedet har været en medvirkende årsag til, at Amanda Seafoods har solgt deres fiskefabrik i Hvide Sande til den norske virksomhed First Seafood.
Der var vagtskifte på Amanda Seafoods’ fiskefabrik i Hvide Sande, da virksomheden, som blandt andet står bag varemærkerne Amanda, Glyngøre og Bornholms, i september valgte at sælge fabrikken til norske First Seafood.
Dermed er fabrikken gået fra at have koncentreret sig om produktion af torsk til fremover at skulle fokusere på lakseproduktion, ligesom det nu er de nye ejere, First Seafood, der fremadrettet skal drive fabrikken videre.
Værd at bemærke er det dog, at både Amanda Seafoods og First Seafood begge er en del af den norske koncern Insula, og derfor er salget af den vestjyske fiskefabrik et ‘internt salg’ i Insula-familien.
“Da vi overtog fabrikken i 2018, var det en torskefabrik, og vi har så, i takt med forbrugernes efterspørgsel, omlagt produktionen mere og mere til laks. Selve det at drive produktionen er gået ganske godt, men vi har vurderet, at det også var vigtigt at have netværket til alle opdrætterne af laks på plads, og derfor er det helt oplagt, at First Seafood har overtaget fabrikken,” lyder det fra CEO for Amanda Seafoods, Jesper Kold Sørensen.
First Seafood har nemlig de senere år specialiseret sig inden for laks, og virksomheden har fabrikker i både Kongsvinger og Bergen med speciale i laksefiletering, hvilket, ifølge Jesper Kold Sørensen, gør, at First Seafood har et helt andet og stærkere set-up end Amanda Seafoods på den front.
Et skifte i markedet
Salget af laks har i de senere år, taget et markant spring i Danmark, og, hvor det for bare nogle få år siden var 50-50 i salget mellem hvid fisk og rød fisk, så ser det markant anderledes ud i 2024. Det har også været en medvirkende årsag til, at man nu har solgt fabrikken til First Seafood.
“Der er blevet samlet et stærkt team med stor viden og de helt rette kompetencer på lakseproduktion i First Seafood, og når vi nu spiller på samme hold, så er det helt oplagt at fabrikken i Hvide Sande bliver en del af dette og en klar win-win for alle. Salget af laks er steget markant i de senere år og, hvor det før var mere ligeligt fordelt mellem hvid fisk som torsk, sej og fladfisk på den ene side og så laks på den anden, så er det nok 80-20 til laks i dag,” forklarer direktøren.
En af årsagerne til det markante skifte, skal, ifølge Jesper Kold Sørensen, findes i de faldende torskekvoter, der blandt andet i Norge i 2025 bliver reduceret med hele 31 procent i år i forhold til 2024.
Efterspørgslen har dog været forholdsvis intakt, hvilket har fået prisen til at stige markant, og i en tid med høj inflation har de danske forbrugere reageret med at søge mod billigere alternativer.
“Vi fik stigende inflation i 2022, og det fik forbrugerne til at reagere i 2023, hvor de næsten stoppede med at købe torsk, fladfisk og sej. Laksen, som primært er opdræt, har haft det mere nådigt, da den ikke på samme måde er reguleret gennem kvoter og derfor har haft bedre betingelser salgsmæssigt. Her er torsk og rødspætter kommet ind i en negativ spiral, fordi der både bliver færre af dem, og priserne stiger tilsvarende. Når forbrugerne ser prisstigninger på 25 procent, så er det klart at mange reagerer og begynder at kigge efter alternativer,” konstaterer Jesper Kold Sørensen.