Glyngøre bevæger sig ind på nyt marked

Glyngøre, der af forbrugerne er kendte for blandt andet ferske fisk og marinerede sild af høj kvalitet, præsenterer snart en ny premium serie af røget fisk.

For mange er Glyngøre-brandet noget, man forbinder med marinerede sild, konserves og ferske fisk, men snart er virksomheden klar til at træde ind på en ny scene.

Offentliggjort

I en tid, hvor mange forbrugere kigger mere og mere mod dagligvarebutikkernes private label-mærker, og hvor pris kontra kvalitet er kraftigt udfordret, så præsenterer Glyngøre snart en ny premium serie af røget fisk. 

Det er et marked, som virksomheden ikke tidligere har været repræsenteret i, men hos Amanda Seafoods, som ejer Glyngøre, er man ikke i tvivl om, at tidspunktet er det helt rette, og det er heller ikke tilfældigt, at det netop er Glyngøre-brandet, der bliver sat i spidsen for den nye satsning.

“Vi ser Glyngøre som den stærkeste danske mærkevare på fisk, hvilket en undersøgelse for nogle år tilbage også bekræftede. Her viste det sig tydeligt, at Glyngøre var klart det mest kendte mærke inden for fisk blandt forbrugerne, og selvom det er et par år tilbage, så tror jeg ikke, det har rykket sig på den front. Forbrugerne sætter Glyngøre højt og associerer det med kvalitet fra øverste hylde, og det rummer helt naturligt noget potentiale set med vores briller,” fortæller CEO hos Amanda Seafoods, Jesper Kold Sørensen.

Bevidst valg af brandet

Amanda Seafoods står foruden Glyngøre blandt andet bag varemærkerne Amanda og Bornholms, men hvor eksempelvis mærket Amanda bliver forbundet med konserves - såsom torskerogn, så opfattes Glyngøre mere universelt, uanset om det er sild, konserves, fersk eller frossen fisk. Derfor var valget ifølge direktøren ikke så svært, da man skulle beslutte sig for, hvilket brand der skulle introducere de nye røgvareprodukter.

“Vi har tidligere prøvet at få Amanda-mærket til at favne andre kategorier end konservesfisk, men det har forbrugerne haft sværere ved at fortolke. Vi har prøvet at lave fiskepølser under Amanda navnet, men selv om det var helt tydeligt, at det var en pølse med laks, så troede forbrugerne, når vi præsenterede produktet for dem på messer, at det var torskerogn. Simpelthen fordi at folk i den grad forbinder Amanda med torskerogn og andre produkter på konserves,” siger Jesper Kold Sørensen.

Her forholder det sig helt anderledes med Glyngøre-mærket, som forbrugerne opfatter som god kvalitet, uanset hvilken kategori det er. Derfor er man hos Amanda Foods overbevist om, at brandet også kan rumme røget fisk, og præcis som med resten af Glyngøres sortiment, så er kvaliteten placeret i premium-genren.

Behov for et premium-mærke

I en tid, hvor private labels står stærkt, og forbrugerne har haft et skarpt øje på produkternes pris, så er man hos Amanda Seafoods alligevel sikre i troen på, at tiden for en udvidelse af varesortimentet er helt rigtig. 

“Vi føler os helt overbeviste om, at der netop nu er behov for et premium-mærke i forhold til røget fisk. Gennem de senere år har der været stor fokus på pris fra forbrugernes side, hvilket har gjort, at kvaliteten er faldet markant, for pris og kvalitet hænger jo sammen. Vores vurdering er, at forbrugerne igen er klar til at bruge flere penge på mad, og derfor ser vi også et hul i markedet, som vi vil forsøge at udfylde, fordi der er, som vi ser det, ingen i detailmarkedet der ellers kan levere kvalitet på øverste hylde,” siger Jesper Kold Sørensen.

Virksomheden vil i første omgang introducere røget laks, røget ørred samt røget hellefisk, og de nye produkter er planlagt til at kunne ramme hylderne i løbet af 2025.

Powered by Labrador CMS