Hirtshals Havn henter cement-direktør som ny bestyrelsesformand
Den nordjyske fiskerihavn i Hirtshals har fået Aalborg Portland-direktør Michael Lundgaard som ny bestyrelsesformand. Her skal han bruge sin erfaring til at gøre havnen til omdrejningspunkt for den grønne omstilling.
Hirtshals Havn har fået ny bestyrelsesformand. Det står klart, efter bestyrelsen på den nordjyske havn torsdag konstituerede sig og enstemmigt valgte Michael Lundgaard Thomsen som ny mand for bordenden. Det oplyser Hirtshals Havn i en pressemedelelse.
Michael Lundgaard Thomsen har med en baggrund som direktør hos cementfabrikken Aalborg Portland og ledelsesposter hos en række andre virksomheder stor erfaring med at sætte den strategiske retning.
I samarbejde med direktionen i Hirtshals Havn og resten af bestyrelsen vil Michael Lundgaard Thomsen sikre en fortsat positiv udvikling i virksomheden, som i de seneste år har udviklet sig fra at beskæftige sig med traditionel havnedrift til at være en industriel platform, der arbejder med en række, store projekter, herunder bl.a. udvidelse af havnen, produktion af vedvarende energi samt fangst, lagring og udskibning af CO2.
"Hirtshals Havn gør det allerede rigtig godt og har en sund økonomi. Jeg er overbevist om, at havnen fortsat kommer til at spille en stor rolle inden for havnens eksisterende kerneområder, men også inden for produktion, lagring og udskibning af CO2, hvor jeg ser Hirtshals Havn som et helt centralt udskibningssted. Min vigtigste opgave er at sørge for, at vi har en strategi, der er robust – både økonomisk og i forhold til den grønne omstilling," lyder det fra Michael Lundgaard Thomsen.
Stor erfaring med havnedrift
Da Aalborg Portland selv driver en havn i Aalborg og har terminaler i blandt andet København, Aarhus og Kolding, har Michael Lundgaard Thomsen et godt kendskab til havnedrift, og desuden blev han i 2019 udnævnt til formand for klimapartnerskabet for energi-intensiv industri af regeringen.
Dertil kommer, at han også har været formand for det regionale vækstteam for Nordjylland, hvor han var med til at pege på CCUS, altså fangst, lagring og anvendelse af CO2, som omdrejningspunkt for det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2Vision.
"Hirtshals Havn er i rivende udvikling. Udover CCUS-projektet er vi blandt andet i dialog med virksomheder og konsortier om opstilling af nye vindmøller på havnen, og vi arbejder med planlægning af den kommende havneudvidelse, så vi har taget hul på mange nye initiativer, hvor vi helt sikkert får stor glæde af den ekspertise, som Michael Lundgaard Thomsen er i besiddelse af," siger administrerende direktør på Hirtshals Havn, Per Holm Nørgaard.
Michael Lundgaard Thomsen afløser Anker Laden-Andersen, som i foråret meddelte, at han ønskede at stoppe som formand for havnen efter 14 år.