Flest blåmuslinger fanget til konsum i første halvår af 2024
Listen over de mest fangede spisefisk og skaldyr inkluderer blandt andet rødspætte og blåmusling.
10.000 tons blåmuslinger blev landet i de danske havne fra januar til og med juni 2024. Dermed topper blåmuslingen listen over de mest fangede spisefisk og skaldyr i det første halve år af 2024. Det viser nye tal fra Fiskeristyrelsen.
Mørksejen indtager andenpladsen med knap 6.000 tons, mens vi på tredjepladsen finder rødspætten. Der blev landet lige under 4.000 tons rødspætter til de danske forbrugere fra januar til og med juli. Slutteligt finder vi torsken på fjerdepladsen med lige omkring 3.000 tons fanget til konsum.
Tal for henholdsvis sild og makrel er ikke inkluderet, da disse arter oftest bliver forarbejdet inden salg.
Sammenligner vi med mængden af fisk og skaldyr, der blev fanget til brug i industrien i samme periode, ser listen ganske anderledes ud. Her finder vi nemlig blåhvillingen på en førsteplads med 214.000 tons. Herefter følger brislingen, tobisen og havgalten.
Listen er lavet på baggrund af tal fra januar til og med juni 2024. Det betyder, at det hovedsageligt er fiskerier, der er i sæson i denne periode, som topper listen, hvorfor en tilsvarende liste fra juli til og med december 2024 vil se anderledes ud.