Fiskeriordfører: – ‘Besynderlig ændring’ fra Fødevarestyrelsen

Torsten Schack Pedersen. Foto: Venstre
Torsten Schack Pedersen.

Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen udtrykker sympati for fiskeribranchen og kalder det en ‘besynderlig ændring’ fra Fødevarestyrelsen, at fiskekasser tilsyneladende ikke længere må stå på gulvet under sortering på de danske fiskeauktioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er behov for en hurtig afklaring i sagen om fiskekassernes placering under sortering på Danmarks fiskeauktioner. Sådan lyder det nu fra Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen, der kalder det en ‘besynderlig ændring’, efter Fødevarestyrelsen valgte at politianmelde Thyborøn Fiskeauktion tilbage i august.

“Praksis skal være ens i alle EU-lande. Vi er verdensmestre i at spænde ben for os selv i Danmark, og det skal vi holde op med,” siger Torsten Schack Pedersen til FiskerBladet.

Han afventer selv, at der kommer svar på en række spørgsmål, som han tidligere har stillet til Fødevareministeren i forbindelse med sagen. Fra ministeriet lyder det, at svarene er forsinkede på grund af Folketingsvalget i sidste måned.

Hos branchen er håbet, at Fødevarestyrelsen får øjnene op for den forskelsbehandling, der sker i øjeblikket, og at man erkender og godkender den hidtidige praksis, så man kan få lagt låg på sagen igen.

“Vi håber at blive behandlet på samme måde som de andre EU-lande, så vi ikke skal have ekstra omkostninger, og så vi kan fortsætte med at gøre, som vi altid har gjort,” siger formand for Foreningen af Fiskeauktioner og Samlecentraler i Danmark, Poul Ole Nielsen i den nye udgave af magasinet FiskerBladet.

Powered by Labrador CMS