Søfartsstyrelsen styrker indsats for miljøbeskyttelse ud for Skagen

For at minimere risikoen for en miljøkatastrofe, når der transporteres olie igennem dansk farvand, så styrker Søfartsstyrelsen nu indsatsen for, at tankskibe, der befinder sig på Skagen Red, efterlever reglerne for sikkerhed til søs, miljøbeskyttelse og beskyttelse af de søfarende.
Der transporteres olie i tonsvis igennem de danske stræder, og i mange tilfælde bruges der skibe af ældre dato til formålet. Det medfører en øget risiko for blandt andet det danske havmiljø, som vil blive hårdt ramt, hvis der skulle ske en ulykke, og derfor har Søfartsstyrelsen nu valgt at styrke indsatsen for, at fartøjerne efterlever reglerne for sikkerhed til søs, miljøbeskyttelse og beskyttelse af de søfarende. Det oplyser den maritime myndighed i en pressemeddelelse.
Den øgede indsats betyder, at Søfartsstyrelsen foretager havnestatskontrol af skibe, der ikke kan siges at være i uskadelig passage, og som ankrer op på Skagen Red.
Havnestatskontrollen fokuserer på tankskibe, idet en ulykke med skade eller forlis med tankskibe vil kunne have særligt vidtrækkende konsekvenser for sikkerhed, sundhed og miljø. Det følger endvidere af eksisterende udvælgelsesmetoder af skibe til havnestatskontrol, at tankskibe har en særligt høj risikoprofil, som medfører, at denne type skibe prioriteres udtaget til kontrol i højere grad end andre typer af skibe.