"Det er ikke opgaven at lukke dansk fiskeri"

Svend-Erik Andersen.

Man udvikler ikke fiskeriet ved at lukke det. Sådan lyder det fra Danmarks Fiskeriforening i en alvorlig påmindelse, inden politikerne skal forhandle om fremtidens erhvervsfiskeri.

Selvom der er glæde over den neutraliserede CO2-afgift, så er der stadig malurt i bægeret, efter fiskeriminister Jacob Jensen (V) mandag præsenterede regeringens udspil for dansk fiskeris fremtid.

Danmarks Fiskeriforening er nemlig bekymrede for de negative konsekvenser for lokale havnesamfund, for de markante lukkeområder for bundslæbende fiskeri, som regeringen foreslår, vil få meget uheldige konsekvenser lokalt. Sådan lyder det fra Danmarks Fiskeriforening i en pressemeddelelse.

"Man redder ikke fiskeriet ved at lukke det. Man udvikler heller ikke fiskeriet på den måde. Jeg synes ikke, regeringen har det helhedssyn på Danmark, som man kunne forvente. Det er nogle af de mest udsatte lokalsamfund i landet langt væk fra København, der skal betale prisen for den lukning af lokalt og kystnært fiskeri med mindre trawlere, der nu lægges op til," siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, som også er kritisk overfor effekten af dem.

"Fiskerikommissionen har taget meget direkte stilling til forslaget om lukkeområder i Bælthavet, og konklusionen var klar: Det er ikke en god ide at lukke hele området for trawlfiskeri. Det gavner ikke naturen samlet set, og det koster vigtige lokale arbejdspladser og liv i små fiskerihavne. Nu vil man lukke endnu mere end oprindeligt foreslået, og man vil lukke store områder i Kattegat, som kan få alvorlige konsekvenser for særligt Læsø," siger Svend-Erik Andersen.

Mange gode takter i udspillet

Formanden påpeger, at der er store områder i Danmark, hvor havbunden i årtier ikke har været berørt af fiskeri, og alligevel har det ikke ført til en fremblomstring af arter og biodiversitet. Men forhandlingerne handler om meget andet end lukkeområder og CO2-afgift. Det er derfor vigtigt, at politikerne husker, at opgaven er at skabe rammer for et fortsat bæredygtigt fiskeri.

"Det er tydeligt, at der er kræfter i dansk politik, som helst vil lukke så meget fiskeri som muligt, men det er ikke opgaven i de kommende forhandlinger. Opgaven er at sikre et økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt dansk fiskeri, og der er mange gode takter i regeringens udspil med hele 34 initiativer," siger Svend-Erik Andersen

"Danmark er en af EUs største fiskerinationer. Hvis man ser på de kvoter, Danmark får tildelt gennem EU's fælles fiskeripolitik, så er det tydeligt, at vi har en stor, bæredygtig fiskeriressource, som vi kan høste endnu mere af, end vi formår i dag. Det viser, at der er udviklingsmuligheder i dansk fiskeri. Og det vil jeg opfordre politikerne til at holde fokus på i de kommende forhandlinger," siger Svend-Erik Andersen.

Powered by Labrador CMS