Grøn Trepart-aftale:
'Det er nødvendigt med meget mere handling'
Aftalen om den grønne trepart er er et skridt i den rigtige retning, men det er nødvendigt med meget mere handling. Sådan lyder budskabet fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Det blev til en pose med blandede bolcher, da regeringen og en lang række politiske partier mandag præsenterede deres nye aftale om den grønne trepart. Det mener Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri organisation (FSK-PO), der repræsenterer fiskere, som anvender garn, snurrevod, ruser, tejner og kroge.
Aftalen, der har til formål at omstille dansk landbrug gennem blandt andet en reducering af kvælstofudledningen, som er hovedårsagen bag det historisk store iltsvind i de indre danske farvande, bød nemlig på en højere begrænsning af kvælstofudledning end foreningen havde frygtet, mens der samtidig også var plads til forbedring, lyder det.
"Vi anerkender de positive elementer i aftalen, men er samtidig bekymrede for, at den frivillige karakter kan føre til en udvanding af målsætningerne. Det er afgørende med bindende aftaler og klare handlingsplaner for at sikre en reel forandring," siger formand for FSK-PO, Søren Jacobsen.
Ser frem til fiskeriforhandlinger
Med den højere reducering af kvælstofudledningen repræsenterer aftalen et vigtigt skridt mod et sundere havmiljø og kan bidrage til bedre betingelser for fiskebestandene langs de danske kyster. Samtidig er det i foreningen øjne dog bekymrende, at kravene til udledning først skal genbesøges i 2027.
Derfor ser FSK-PO nu frem til de kommende fiskeriforhandlinger, hvor det bliver afgørende at sikre et stærkt sikkerhedsnet for kystfiskeriet.
"Det skånsomme kystfiskeri spiller en helt central rolle i den grønne omstilling. Hvis vi skal have et kystfiskeri i fremtiden, er det nødvendigt, at man fra politisk hold sikrer adgang til fiskerirettigheder og sørger for et sundt og produktivt havmiljø langs de danske kyster og i fjordene. Vi forventer derfor, at de kommende fiskeriforhandlinger resulterer i en ambitiøs aftale, der både beskytter havmiljøet og fremtidssikrer det mere bæredygtige fiskeri med skånsomme redskaber," lyder det fra Søren Jacobsen.