Mindre kvælstofudledning og marine nationalparker i ny grøn trepartsaftale
Der skal fremover lukkes mindre kvælstof ud i de danske farvande. Det er blandt hovedpointerne i den aftale, som regeringen og en lang række politiske partier har indgået om den grønne trepart.
Kvælstofudledningen fra det danske landbrug skal reduceres markant. Sådan lyder det i den nye politiske aftale om den grønne trepart, som regeringspartierne har indgået med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Det oplyser Ministeriet for Grøn Trepart i en pressemeddelelse.
"Vi er nu i mål med aftalen, der forandrer det danske land- og havkort og reducerer kvælstofudledningen, så ilten og livet kan vende tilbage i vores fjorde," lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke (S).
Overskydende kvælstof fra landbruget vaskes i dag ud i vandløb og åer, og udledningen er hovedårsagen til, at de danske fjorde og indre farvande de senere år har været ramt af rekordsstore iltsvind. Med aftalen om en reducering af kvælstofudledningen kommer politikerne dermed med en håndsrækning til havmiljøet i Danmark.
Marineparker til genopretning af fiskebestande
Med den grønne trepartsaftale er det også gjort klart, at Danmark får en række naturnationalparker - her i blandt to marineparker i Lillebælt og Køge Bugt, der skal være med til at genoprette fiskebestandene i de danske farvande.
"Helt konkret etablerer vi seks naturnationalparker mere, så vi i alt kommer op på 21 naturnationalparker. Derudover sætter vi penge af til at videreudvikle den vilde natur på Kalvebod Fælled, og vi udvider de allerede aftalte naturnationalparker. Vi afsætter over 350 millioner kroner til opgaven. Og til havs afsætter vi 80 millioner kroner til de to kommende marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt," siger Magnus Heunicke.