Stafetten:

Ny havplan med gode vilkår for fiskeriet

Søren Zohnesen. Foto: Bertel Bolt / Thisted Kommune
Søren Zohnesen.

At Danmarks nye havplan sikrer sameksistens mellem forskellige aktiviteter og interesser, har ikke alene stor betydning ude på havet, men også inde i vores havne. Danske fiskerihavne står lige nu i en forandringstid, og derfor er det meget glædeligt, at Danmarks nye havplan bidrager til gode rammevilkår for fiskerierhvervet og balancerer fiskeriet med andre havaktiviteter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om Stafetten

I hver udgave af FiskerBladet giver vi ordet til en gæsteskribent, som får lov til at sætte fokus på noget, som rører dem og fiskeriet.

Indlægget er et udtryk for skribentens personlige holdning.

Søren Zohnesen modtog stafetten fra formand hos Hanstholm Fiskeeksportørforening og direktør hos Fonfisk Hanstholm A/S, Carsten Beith.

Hos fiskerihavne som Hanstholm, Thyborøn og Skagen fylder fiskeri størstedelen af havnenes aktivitet, og derfor er gode rammevilkår for erhvervet helt afgørende. Men de senere år har faktorer som beskæring af fiskekvoter, Brexit, klimaændringer og en energikrise sendt fiskerierhvervet ud i lidt af et stormvejr. Det har skabt usikkerhed, og snakken om at ‘alle både er til salg’, har tynget stemningen på kajen.

Heldigvis har fiskerne i 2022 fået generelt gode priser for deres fisk, og i Hanstholm har prisniveauet endda været så godt, at fiskeauktionen har sat omsætningsrekord.

Heldigvis gav indgangen til 2023 anledning til jubel over hævede fiskekvoter, hvor eksempelvis torskekvoten for Nordsøen og Skagerrak steg med hele 63 procent. Men fiskekvoterne er ikke det eneste rammevilkår, der har indflydelse på fiskeriet. Disponeringen over fiskernes arbejdsplads – havet – er et andet. Jeg er derfor rigtig glad for at læse, at den nye havplan understreger vigtigheden i et aktivt, mangfoldigt og bæredygtigt fiskerierhverv i de danske farvande. Lige så positivt er beslutningen om at involvere erhvervet så tidligt som muligt ved udpegning af havarealer til andre formål end fiskeri. Ingen kender fiskeriet og fiskepladserne bedre end fiskerne selv, og Danmarks Fiskeriforening har længe arbejdet for netop den type involvering. Jeg ser det som en vigtig anerkendelse af et erhverv, der genererer rigtig mange arbejdspladser, følgeerhverv og eksport.

Og kigger vi mod havet, er fiskeriet langt fra den eneste interesse at tage hensyn til. Der skal også være plads til forsvarsaktiviteter, vedvarende energi, naturfredninger med videre. Men uanset hvor meget havet skal rumme, er sameksistens et vigtigt nøgleord, som dog kan føre til konsekvensfyldte kompromiser. For eksempel er de beskyttede naturområder meget vigtige for at sikre et sundt og levende hav, men hvis fiskerne ikke kan opretholde deres vante aktivitet, kan de få endnu en hovedpine. Jeg bliver derfor lettet over, at der er afsat 75 millioner kroner til at sikre en bæredygtig udvikling af dansk fiskeri frem til 2030.

Som nævnt står de danske fiskerihavne lige nu i en forandringstid. Fartøjerne bliver større og henter deres fangster længere væk, og havene bliver varmere og får arter til at flytte sig. Her i Hanstholm bliver fisk ikke kun landet med skib, men også tilkørt med lastbil fra Norge for at sikre stort og konkurrencedygtigt udbud.

Samtidig ser skibene formentlig ud i en omlægning, når grønne brændsler vil gøre sit indtog og erstatte den sorte olie. I fremtiden vil skibe formentlig kunne sejle på blandt andet e-metanol, der er baseret på Power-to-X-teknologi og kræver store mængder energi. Den energi kan jo oplagt komme fra nogle af de havvindmøller, som fiskerne skal dele havet med. På den måde kan forskellige havaktiviteter tale sammen, ligesom de kan smitte positivt af på vores havne, der er oplagte hubs for diverse aktiviteter til søs.

Involvering må til enhver tid være nøgleordet, så vi sikrer et levedygtigt fiskerierhverv. Jeg ser frem til, at Fiskerikommissionen senere på året afleverer sine anbefalinger til den fortsatte udvikling af fiskeriet.

Hermed giver jeg stafetten videre til Jens Schneider Rasmussen, formand for DPPO. 

Powered by Labrador CMS